Hurra !

Så fik vi set resultaterne af alle gruppernes hårde arbejde, og det var virkelig nogle gode film der var kommet ud af det.
At hele forløbet afsluttes med et "award-show" satte prikken over i'et.

Især var det fedt, fordi vores film - som vi virkelig er stolte af - skaffede os en 2. plads for Bedste Skuespil og TADAAAAA... 1. pladsen for Bedste Film..!

Virkelig fedt at blive anerkendt på den måde og at vide, at ens hårde arbejde har båret frugt.

Så tak for alle stemmerne, og kære gruppe, tak for supergodt samarbejde og nogle virkelig underholdende og spændende uger!!!

- Sigrid

Fremstilling af vores film - Detektiven og glaedespigen

Torsdag sidder vi endelig med vores færdige produkt. Hele gruppen er glade for at være færdige, men også rigtig stolte over det færdige resultat. Det er blevet en rigtig god film, hvis vi selv skal sige det :-)


Men det har også været en lang proces. Vi startede med mediefag mandag i uge 46, og siden har vi arbejdet med det i alle dansktimerne. I de første timer fik vi en introduktion til mediefaget, og vi diskuterede, hvordan vi som lærer kan bruge det i folkeskolen.

Siden har vi haft en meget varieret undervisning, med både klasseundervisning og gruppearbejde. Den sidste uge havde vi undervisningsfri, hvor vi skulle bruge tiden på at filme det sidste, og klippe og redigere filmen.

Gruppearbejde:

Vi gik hurtigt i gang med planlægningen af filmen. Det var tydeligt fra starten, at alle fem i gruppen var meget opsatte på dette projekt, og at vi tog filmen meget seriøs. Vi fandt hurtigt på en handling, og fik skrevet de vigtigste ting ned, så vi senere kunne lave et ordentligt manuskrift.
Da vi igen havde mulighed for gruppearbejde, brugte vi tiden på et storyboard. Sigrid fra min gruppe er dygtig til at tegne, så det tog hun sig af, mens vi andre kom med in-put.
Så gik vi i gang med at filme. Vi havde i forvejen, brugt meget tid på at planlægge de forskellige scener. Det var vigtigt for os alle, at scenerne passede godt til filmen. Vi brugte otte timer på at filme, fordelt på tre dage.

Til sidst skulle filmen redigeres, og lydsporet skulle tilrettelægges. Dette var det mest tidskrævende arbejde.
Vi brugte 4 dage på redigeringen, og da vi endelig var færdige, var meget tilfredse med resultatet.

Vi glæder os til at vise resten af holdet det færdige resultat, og vi håber, at I også synes, vores film er blevet god.

Denise, 10.12

film for alle

Jeg sidder her i min sofa med en lidt forbavsende følelse i kroppen, for jeg har netop lige lagt den sidste finpudsende hånd på den film, som skal fremvises og forhåbentlig tiljubles af mine medstuderende i morgen og pludseligt går det op for mig at det er den 2. Semesteropgave jeg har færdiggjort.

Det er lidt underligt, for jeg kan stadig erindre hvordan jeg for en måneds tid siden følte mig lettet og glad over at have sat det sidste punktum i min første opgave, der jo bestod af ca. ti maskinskrevne sider om billedromanen Kevins hus.

  Men da jeg trykkede ”gem” for absolut sidste gang, i min gruppes fantastiske kortfilm, følte jeg mig faktisk lidt skuffet over at den var færdig, for ærligt talt har udarbejdelsen af denne film været det absolut sjoveste stykke skolearbejde jeg har lavet i mange år.

Det er første gang jeg nogensinde har været med til at lave en film og jeg må sige, at det er en arbejdsform der om noget tiltaler mig i modsætning til de efterhånden ekstremt velkendte, skriftlige fremstillinger, som undertegnede på trods af sit karrierevalg, altid har fundet ret kedsommelige.

 jeg er da også tilhænger af at film og medier skal have en stor plads i danskundervisningen i folkeskolen, for vi kommer ikke uden om at disse elementer, stadig bliver en større og større del af vores hverdag og derfor skal eleverne også være i stand til at bruge og forstå disse ting.

Dengang jeg gik i folkeskole var film primært et underholdningsmoment og blev oftest brugt som redningsplanke for uengagerede lærervikarer, der ikke vidste hvordan de ellers skulle fylde tiden ud.

Sådan forholder det sig sikkert stadigvæk på mange skolen, men det må være på tide at tage filmen lidt mere seriøst i undervisningssammenhæng og rent faktisk udnytte dens store underholdningsværdi til noget nyttigt og dermed gøre det sjove lærerigt.

Hele forløbet med at lave film, er jo ideelt at bruge i skolen, fordi der er så utroligt mange elementer i filmfremstilling, at der vil være noget for en hver elev.

Nogle kan lave manuskripter, andre kan spille rollerne, de teknisk interesserede kan klippe filmen osv.

Dansk er jo heldigvis et bredt fag og det fag som eleverne har absolut flest timer i, så derfor må vi som dansklærere være de bedste til at finde på måder hvorpå vi kan fange alles interesse og få alle med.

Af: Jonas Brøndum

Det sker ofte at livet byder på mere eller mindre ubehagelige oplevelser.

Nogle er blot irriterende i et par timer, som når man klokken 6 om morgenen opdager at der ikke er mere kaffepulver.

Andre er lærerige, som da man i en alder af 4 år erfarede at gul sne ikke nødvendigvis smagte af sodavandsis bare fordi det lignede.

Så er der de oplevelser der er direkte skræmmende, fordi de ud af det blå åbner ens uskyldige øjne op for en komplet uventet sandhed, der på sekunder kan splintrer det lille håb om en bedre fremtid, som man så desperat klynger sig til.

Sådan en oplevelse havde jeg desværre i starten af medieforløbet, da det viste sig at det værste man åbenbart kan gøre ved en flok lærerstuderende er at stille dem en opgave uden særligt mange regler og rammer, eller sagt på en anden måde; give dem frie tøjler og forvente at de tænker selv.

Det er overraskende hvor svært det er for en flok mennesker med en gennemsnitsalder på ca. 23 somre, at forstå en opgaveformulering der kun stiller følgende tre krav: Én kortfilm per gruppe og to blogindlæg samt en kommentar per hoved.

Dette lyder jo ganske enkelt, men problemet er åbenbart at de fleste studerende tydeligvis ikke er i stand til at forstå at de ikke skal følge en lang række af regler og rammer for hvad de må og ikke må.

Lyder dette underligt?

Umiddelbart er svaret ja, for der er ingen tvivl om at ingen af os er uintelligente og vi har alle jo som minimum en ungdomsuddannelse med i bagagen.

Men måske er problemet netop det, at vi alle rent faktisk har gået i skole i efterhånden rigtig mange år og er blevet alt for vant til at udarbejde opgaver ud fra helt præcist formulerede produktkrav og retningslinjer der skulle følges yderst nøje for at vi kunne opnå de eftertragtede tolvtaller vi så ihærdigt stræbte efter, som var vi præmie køer til det årlige dyrskue.

  Nu skal det ikke lyde som om at jeg er imod krav og regler i opgaver, for selvfølge skal vi lære at arbejde ud fra bestemte kriterier, og eleverne skal lære at man ikke altid, bare kan skrive, snakke og handle som man selv lyster. Et hvert facit har jo trods alt nogle bestemte ligninger, men når et voksent mennesker pludselig ikke er i stand til at skrive et blogindlæg af frygt for at gøre noget forkert, så bliver vi nødt til at spørge os selv, om vi som lærer ikke har et ansvar for at eleverne bibeholder evnen til at turde eksperimentere i undervisningen. De fleste folkeskolelærere er svært glade for at uddele FSA stilehæfter til eleverne hver gang de skal skrive stil, så snart de har ramt 8. Klasse.

Det siger jo sig selv at eleverne skal lære at skrive ud fra disse hæfter for at kunne klare afgangsprøven, men at give dem en fristil i ny og næ ville ikke skade dem.

Snare tværtimod.
Af: Jonas Brøndum

The End!

Så er det lige ved at være der. The Grand Finale. Medieforløbet er nu ved at være slut, og der er kun det famøse Award-show tilbage. Når jeg ser tilbage på forløbet med at producere en kortfilm, er der meget der har overrasket mig. Det har overrasket mig, hvor svært det er - jeg havde i min naivitet troet, at dette projekt ville være så let som at få Nikolaj til at grine fjoget. Men, men, men... Det var det jo så (heldigvis) ikke. Der var langt flere ting at gøre, forberede, tænke over, diskutere om, lave om, lave om igen og til sidst prøve at være tilfreds med. For et af problemerne ved at lave kortfilm er, ihvertfald for mig, at man forestiller sig noget der ligner et Hollywood set-up og alt kan lade sig gøre. Lad mig bare sige, at jeg blev klogere.

Dette forløb har været enormt brugbart, lærerigt og ikke mindst sjovt og jeg er 100% overbevist om´, at jeg godt kunne tænke mig at køre et lignende forløb, når jeg engang får min egen undervisning. For det geniale i det her er, at du virkelig lærer om de forskellige teknikker, udtryk osv., fordi du gør det. Du laver ikke dine lektier - du gør dem. Og for de børn, hvor en almindelig tavleundervisning ikke er det mest fantastiske i verden, kan et projekt som dette gøre en kæmpe forskel.

Medieforløbet synes jeg i øvrigt har været godt planlagt og udfordrende og jeg føler personligt, at vi i undervisningen har nået godt rundt om "det hele".

Jeg glæder mig og håber, at vi skal have et så sjovt forløb igen!

- Charlie

Processen mod det endelige resultat

Af Nikolaj Houg

Jeg kan nu sidde med et tilfreds smil og kigge tilbage på det forgangne forløb, med at indspille og producere filmen. Det har været en sjov og spændende rejse ind i en lille del af hvordan en film bliver til, og kan nu godt indrømme at det ikke er så simpelt som jeg gik rundt og troet!!

Alt fra at huske replikker, til at få de rigtige ansigtsudtryk med og til at holde masken imens er sværere end jeg havde forventet. Der er mange små detaljer som også gerne skal være på plads ellers kan hele filmen ´floppe!!

Men må indrømme at det er spændene at lære mere om en verden som man normalt ikke andet end sætter sig tilbage og nyder og ikke tænker videre over hvor hård en process det har været at lave den!!

Medier i undervisningen i folkeskolen

Medier er så udbredt et fænomen i verden i dag, at det selvfølgelig heller ikke er til at undgå i de danske folkeskoler. Men hvad er relevant for undervisnigen, og hvad er bestemt ikke egnet til børn i folkeskolerne? Dette er selvfølgelig et stort spørgsmål, og der vil sikkert være 1000 forskellige meninger.

Men hvis man skal kigge realistisk på det, må man at indrømme, at medierne, og især internettet, fylder så meget i dag, at det er umuligt at undgå, og for langt de fleste af børnene, hvis ikke alle, vil medierne indgå i deres fremtidige job. Derfor mener jeg, at børnene bør introduceres for det så tidligt som muligt.
Børn skal lære, at søge oplysninger på Internettet, og ikke kun i bøger med faglitteratur. De skal lære, at lytte til radioen og bruge aviserne til noget konstruktivt.

Jeg har selv arbejdet i en børnehave, hvor holdningerne til computer var meget forskellige. De lidt ældre pædagoger, som har været i faget i mange år, mente at computerer på stuen var helt udnødvendige, mens de lidt yngre, kunne se en fordel ved dem. Jeg synes personligt, de var rigtig gode på stuen. Børnene lærer fra en tidllig alder, at bruge en computer, både til spil, og til skrivedokumenter. Så er de allerede godt igang, inden de når folkeskolen


- Denise, 10,12

Kunsten at klippe en film

Det starter med en ide. Derefter følger en masse planlægning og finpudsning af ideen. Arbejdet med at optage alle scenerne, sørge for det hele er kommet med, og til sidst klipningen af selve filmen.

For at lave en film, er ikke bare at filme en masse scener i kronologisk rækkefølge, for derefter at forbinde fjernsyn og kamera og vise filmen til venner og familie.

Hver scene skal tages om et utal af gange, índtil alle replikker er sagt rigtigt, og alle de rigtige vinkler kommet med. Til sidst sider man på den måde, med en hel masse små filmklip – nogle mere anvendelige end andre. For at skabe selve filmen skal disse små klip sættes sammen. Dette er selve klipningen af filmen. Det er her der virkelig skal lægges et godt stykke arbejde ind, for at det endelige resultat bliver tilfredsstillende for filmskaberne, såvel som publikummet.

Scenerne tager form og der justeres i lyden. Baggrundsmusik bliver lagt over billedsporet og titel, rulletekster og andre effekter, bliver ligeledes en del af filmen under denne proces.  

Vigtigheden af klipningen er tydelig. Det er den måde, filmen er klippet på, der skaber dynamik, og det kan hjælpe med til at understrege genren. Er det en actionfilm, der skal laves, er der brug for hurtige, korte klip, der giver en illusion af fart, spænding og flow. Er det en dogmefilm, skal man måske bruge nogle længere, langsommere klip, hvor man i stedet for at springe fra person til person via klipningen, lader kameraet finde personen, der er i fokus, i glidende bevægelser, mellem de personer der er til stede i scenen.

Lydsporet skal på samme måde klippes sammen. Nogle steder skal der skrues op for reallyden, nogle steder skal den fjernes helt. Hvis der er baggrundsmusik, skal denne tilpasses scenerne, og er der brug for lydeffekter, skal disse ligeledes klippes ind de rigtige steder.

Alle disse elementer skal der tages stilling til under klipningen, så man får fremhævet de ting, der skal fremhæves i filmen, og så man giver publikum den bedst mulige oplevelse af filmen.

I bund og grund handler klipningen af filmen altså om at få puslespillet til at gå op, og skabe lighed mellem den oprindelige ide, manuskriptet og det færdige resultat.

- Sigrid

Skal klassen blogge?

En blog i klassen kan øge socialiteten og fagligheden, men kun hvis den bruges rigtigt.

På baggrund af vores eget arbejde med blogs, under medieforløbet, kunne det være spændende med en diskussion, om hvorvidt det at blogge, kunne være brugbart indenfor folkeskolen.

I en sådan diskussion, skal der tages højde for en del ting. Hvordan kan det være relevant at bruge bloggen i en folkeskoleklasse? Hvilke retningslinjer skal der være for bloggen? Skal klassens blog fungere som et kommunikationsredskab mellem skole og forældre, eller skal eleverne også have fri adgang? Hvad er der af positive og negative ting ved en blog?

Man kan i klassen selv beslutte, hvilken form for blog man vil oprette. Hvis bloggen skal fungere som kommunikation mellem skolen og hjemmet, må bloggen bære præg af, at den fungerer som et voksent forum. Der kan selvfølgelig stadig lægges billeder fra ture og aktiviteter i klassen ind, men først og fremmest skal designet gøre det let og overskueligt, både for forældre og lærere, så det er nemt at finde den information man skal. Altså er der i sådanne tilfælde brug for en meget stilren og simpel blog, hvor fokus ikke ligger på bloggen i sig selv, men på de meddelelser, der lægges ud, Her vil bloggen i sig selv, blot være ”postbuddet”.

Hvis klassen imidlertid beslutter at oprette en klasseblog, kan lærer og elever i samarbejde forme bloggen, så den både bliver sjov, spændende og nyttig. I en klasseblog skal der både være plads til det faglige og det hyggelige. Billeder, aktiviteter og almindelige meddelelser. Det kunne også være en fordel for elever, der har tendens til at glemme, hvad de har for af lektier, at læreren nemt og hurtigt kan lægge det ud på bloggen.

Det kan dog hurtigt blive nødvendigt med nogle restriktioner, eller ”blog-regler”, så der fra elevernes side ikke går facebook i den. Hvad er okay at skrive, og hvad er IKKE okay at skrive.

Man kan både argumentere for og imod klasse-bloggen. Hvis den oprettes som en form for forældre-intra, mener jeg, at det blot vil være en nemmere og mere overskuelig kommunikationsmulighed end de inta, man benytter på nuværende tidspunkt. Hvis bloggen skal bruges af eleverne også, tror jeg, at det er vigtigt at læreren kan bedømme sin klasse. Er de modne nok til at have medansvar for en blog? Hvis ikke, tror jeg ikke det vil virke optimalt med en blog. Så kan eleverne lige så godt bruge facebook og andre lignende sider. Ellers vil det hurtigt blive spildt arbejde for læreren, i og med at denne skal ind og lege politimand hele tiden, og der ikke som sådan vil komme noget fagligt positivt ud af det.

Altså er det et spørgsmål om at se på, hvad bloggen skal bruges til, og om klassen kan administrere brugen af den, eller om forældrene er med på en ny form for kommunikation.

- Sigrid

Brug det!

http://jp.dk/opinion/breve/article2245771.ece

I denne artikel kommenterer HF-læreren Vibeke Borrisholt på elevernes brug af Facebook i timerne. Jeg synes, at hendes meninger og vinkler på problemet er fornuftigt, og artiklen er interessant for netop os lærerstuderende. For når hun snakker om, hvor vidt eleverne har ret til at bruge dette sociale netværk i/under undervisningen og lærerens personlige holdning til det samme, sætter hun fokus på det direkte problem . netop lærerens eventuelle modstand/uvidenhed om udviklingen og dens muligheder. Det er, efter min mening, enormt vigtigt og grundlæggende for vores videre uddannelse og funktion som folkeskolelærere, at vi allerede nu begynder at overveje hvordan man kan bruge fx Facebook i undervisningen. Vil man overhovedet bruge det, eller er det bare et forstyrrende, ukontrollabelt element?

Som Vibeke Borrisholt skriver, diskuterede vi for nogle år siden brugen af mobiltelefonen i undervisningen. Det virker ikke som det store problem længere, gør det? Nu er Facebook den Store Stygge Ulv.
Hvem mon har den interessante skurkerolle om 5 år? Vi skal være indstillet på at følge udviklingen, ikke bekæmpe den. Vi skal omfavne den, sige pænt tak og udnytte den til det allerbedste.
Og med hensyn til irrelevant brug af fx Facebook i undervisningen, er løsningen nem i mine øjne. Spejle bagerst i lokalet kunne nok sætte en stopper for det værste overflødige brug af Facebook eller lignende i undervisningen.


- Charlie

Hvorfor blogger vi?

I Artiklen fra stegemüller, går han ind I en interresant diskution om bloggen bliver brugt mere som en måde på bare at blive hørt? Og hvad gjorde vi før?

At blogge er vel egentlig på samme måde, som at bruge facebook igen som han siger! Men hvorfor er det så vigtigt, for at at vores meninger og og holdninger bliver hørt af så stor en skare mennesker som i bund og grund ikke kender os. Er det igen en måde at få vores 15 min of fame? I bund og grund synes jeg ikke, at det er interresant at læse hvad folk synes om forskellige emner, da jeg ikke ser disse mennesker, eller begår mig i deres selvskab til daglig. På hvilken måde er det vigtigt for mig, at sidde og vide hvad Anders Christiansen fra Odder, synes om en film, eller at hans holdninger til samfundet? Jeg synes personligt ikke, det er noget som ændrer min verden og ikke noget, som gør min hverdag mere indholdsrig at vide det om andre personer.

Nikolaj Houg

http://stegemueller.dk/blog/2009/10/21/hvorfor-blogger-man/

Jeg er bare den logerende.

Analyse:

Beskæring/Perspektiv: Normalperspektiv – man ser det tit ”over skulderen” på den person der lytter. Enkelt fugleperspektiv, da man ser hunden. Der bruges nær- halvtotal- og totalbilleder.

Klipning/Klipperytme: Montageklipning, hurtige små klip, der skrifter med den person der taler (den talende person er i fokus).

Lys: Dunkel belysning, naturlig baggrundsbelysning

Lyd: Stemningsmusik, reallyd – en bil kører forbi, vandet fra bruseren

Budskab: Læs mere avis

Hvilke virkemidler bruges for at sælge budskabet: Der bruges et helt almindelig dagligdags scenarie, som alle kan forholde sig til, og alle kan sætte sig ind i situationen. De to personer virker meget oprigtige, på deres egen naive måde, og man for sympati for dem, men samtidig tænker man over ironien i deres udtalelse: ”vi behøver jo ikke en avis, vi har masser at snakke om”. Den underlagte intimitet, kærlighed og seksuelle spænding mellem de to, er meget tydelig for os, og bruges – som så ofte set før – til at sælge.

Buldermanden part 2.

Lys:

Lyset bruges til at understrege kontrasterne i sort/hvid-filmen og bruges som stemningsindikator i forhold til hygge/uhygge. Buldermandens ansigt er oplyst nedefra og Skrubsak oplyses oppefra (med himmelsk lys) da han ”kommer tilbage”. I lejligheden er der fuld belysning, bortset fra i gangen, hvor der skiftevis er lyst og mørkt hele vejen igennem. I kælderen er der mørkt og kun svag baggrundsbelysning. På loftet bryder lyset ud, som fra loftet. Da Ida ser kosten i skorstensskakten kommer der lysglimt, der skaber en illusion af kaos, drama og action.

Buldermanden part 1.

Vi har set kortfilmen Buldermanden, og er efterfølgende blevet bedt om at svare på følgende:

• Hvad handler filmen om?

To børn (Ida og Skrubsak) på besøg hos mormor – mormor truer Ida med Buldermanden, der ser og hører alt, og som spiser uartige børn. Skrubsak får gaven, selvom det var ham der var uartig. Ida tager Skrubsak med i kælderen, for at vise bamsen til Buldermanden. Børnene følger fodsporene fra Buldermanden op på loftet. Ida siger at hun ved at Buldermanden godt ved det ikke var hende der var uartig. Skrubsak synes ikke det gør noget hvis uartige børn bliver spist. Bamsen falder i skorstenen. Ida hejser Skrubsak ned i skorstenen. Buldermanden hiver Skrubsak ud af en luge længere nede i skorstenen, og Ida bliver bange og tror at Buldermanden vil spise broren. Nede i kælderen igen får Ida fat i bamsen, og ser Buldermanden (skorstensfejeren/vicevært) der sidder og spiser. Hun angriber ham med bamsen og løber op til mormor, hvor hun finder Skrubsak. Ida er glad for at se Skrubsak, og mormor sender Buldermanden væk.  

• Hvad er det for et øjeblik/en begivenhed, der udfoldes?

Søskendejalousi/søskendekærlighed. Der er ikke langt mellem kærlighed og had. Man skal passe på hvad man ønsker sig.

Ida bliver jaloux over at Skrubsak er mormors kæledægge, og at hun får skylden for de ting, som Skrubsak gør. Hun hører om Buldermanden, og lokker Skrubsak med ud for at finde ham, i håb om, at Buldermanden tager ham. Men da Buldermanden rent faktisk får fat i Skrubsak fortryder hun og bliver bange og ked af det.

• Hvem fortælles der om, og hvor fortælles det fra?

Der fortælles om de to børn og Buldermanden. Det er set fra Idas synspunkt, altså oplever vi begivenhederne set fra et barns synsvinkel. Hele handlingen udfolder sig i mormorens lejlighedskompleks.

Penisforlænger 1.1!

Velkommen til!

Velkommen til vores blog.
Her vil vi de næste uger skrive om medieforløb og filmproduktion.
Vi håber I får glæde af at følge os under forløbet.

Vi blogges ved

knuz med z - Charlie's Angels