Det sker ofte at livet byder på mere eller mindre ubehagelige oplevelser.

Nogle er blot irriterende i et par timer, som når man klokken 6 om morgenen opdager at der ikke er mere kaffepulver.

Andre er lærerige, som da man i en alder af 4 år erfarede at gul sne ikke nødvendigvis smagte af sodavandsis bare fordi det lignede.

Så er der de oplevelser der er direkte skræmmende, fordi de ud af det blå åbner ens uskyldige øjne op for en komplet uventet sandhed, der på sekunder kan splintrer det lille håb om en bedre fremtid, som man så desperat klynger sig til.

Sådan en oplevelse havde jeg desværre i starten af medieforløbet, da det viste sig at det værste man åbenbart kan gøre ved en flok lærerstuderende er at stille dem en opgave uden særligt mange regler og rammer, eller sagt på en anden måde; give dem frie tøjler og forvente at de tænker selv.

Det er overraskende hvor svært det er for en flok mennesker med en gennemsnitsalder på ca. 23 somre, at forstå en opgaveformulering der kun stiller følgende tre krav: Én kortfilm per gruppe og to blogindlæg samt en kommentar per hoved.

Dette lyder jo ganske enkelt, men problemet er åbenbart at de fleste studerende tydeligvis ikke er i stand til at forstå at de ikke skal følge en lang række af regler og rammer for hvad de må og ikke må.

Lyder dette underligt?

Umiddelbart er svaret ja, for der er ingen tvivl om at ingen af os er uintelligente og vi har alle jo som minimum en ungdomsuddannelse med i bagagen.

Men måske er problemet netop det, at vi alle rent faktisk har gået i skole i efterhånden rigtig mange år og er blevet alt for vant til at udarbejde opgaver ud fra helt præcist formulerede produktkrav og retningslinjer der skulle følges yderst nøje for at vi kunne opnå de eftertragtede tolvtaller vi så ihærdigt stræbte efter, som var vi præmie køer til det årlige dyrskue.

  Nu skal det ikke lyde som om at jeg er imod krav og regler i opgaver, for selvfølge skal vi lære at arbejde ud fra bestemte kriterier, og eleverne skal lære at man ikke altid, bare kan skrive, snakke og handle som man selv lyster. Et hvert facit har jo trods alt nogle bestemte ligninger, men når et voksent mennesker pludselig ikke er i stand til at skrive et blogindlæg af frygt for at gøre noget forkert, så bliver vi nødt til at spørge os selv, om vi som lærer ikke har et ansvar for at eleverne bibeholder evnen til at turde eksperimentere i undervisningen. De fleste folkeskolelærere er svært glade for at uddele FSA stilehæfter til eleverne hver gang de skal skrive stil, så snart de har ramt 8. Klasse.

Det siger jo sig selv at eleverne skal lære at skrive ud fra disse hæfter for at kunne klare afgangsprøven, men at give dem en fristil i ny og næ ville ikke skade dem.

Snare tværtimod.
Af: Jonas Brøndum